
Om dette arrangement
Forfatterforedrag med Julie Midtgaard
Julie Midtgaard er en nyere, men særdeles velrenommeret, fantasyforfatter. Hun har bl.a. udgivet 3 bind i serien 'Sprækken til Luscuro' – 'Elementprøven', 'Elementsygen' og 'Elementkrigen' – som afsluttes med 4. bind i september 2022. Første bind i Julie Midtgaards nye serie 'Dronningens udvalgte' er udkommet. Det er en sidefortælling i Luscuro-universet, som starter hvor 'Sprækken til Luscuro' ender.
'Elementsygen' i lydbogsudgaven vandt prisen som årets ungdomsroman ved Mofibo Awards i 2021, og 'Elementkrigen' blev kåret som Årets Danske Fantasybog i 2020 af Dansk Fantasy.
Julie er en rutineret formidler og underviser, der virkelig brænder igennem. Til foredraget vil hun fortælle om sine bøger og sin skriveproces, der indebærer at opfinde et helt fantasyunivers.
Foredraget vil give de unge indblik i forfatterens værker samt en forståelse for, hvordan en forfatter arbejder fra research- til publiceringsfasen, og hvilke overvejelser hun gør sig omkring sprog, karakterer og world building. Vores erfaring er, at et personligt møde med en forfatter til et foredrag som dette fremmer læselysten og vækker børnenes nysgerrighed i forhold til at udtrykke sig skriftligt.
Forfatterforedraget er målrettet børn i alderen 14-16 år (8. og 9. klasse).
Tilmelding senest d. 10. november 2022.
Der er mulighed for at bestille klassesæt med forfatterens bøger på biblioteket forud for foredraget. Biblioteket modtager bestilling på materialer til klassesæt tidligst 14 dage før ønsket afhentning. Bemærk dog, at vi ikke kan bestille klassesæt til mange klasser på én gang.