Poul Fischer maleri

Om dette arrangement

Tid
10:00 - 17:00
Pris
Gratis
Bibliotek
Målgruppe
Voksne
Udstilling

Poul Fischer udstiller malerier og skulpturer i Store Sal

13.01.22 - 28.01.22
Poul Fischer udstiller malerier og skulpturer fra sit lange virke som kunstner.
  • Poul Fischer (f. 1946) er født i Odense, men er i dag bosat lidt udenfor Ringe, hvor han også har sit værksted. Han er uddannet typograf og autodidakt maler og skulptør. Siden 1976 har han udstillet sine værker offentligt og på gallerier – i Danmark såvel som udlandet.

Den aktuelle udstilling:

Udstillingen vil præsentere retrospektiver i form af bl.a. serier fra Tjekkiet og lokalt fra Lammehave, ligesom man vil kunne opleve en række af Poul Fischers kendte ”Hønsebilleder”.

Også et antal af kunstnerens karakteristiske gøjer vil være at møde på udstillingen. Gøjerne er tilhuggede fugle-skulpturer af sten fra mark og strand. Gøjerne har besøgende måske allerede stiftet bekendtskab med, da Ringe Bibliotek siden genindvielsen som en gave fra Håndværker- og industriforeningen har ejet et mindre antal til permanent udstilling.

Endelig markerer udstillingen 30-året for indvielsen af Poul Fischers skulptur ”Afspænding”. Skulpturen, som blev indviet 1. november 1991, blev rejst foran Ringe Elværk på Østre Ringvej. Udført af gamle trælygtepæle, kobber og jerntråd og rejst ved elværkets ansatte i samarbejde med kunstneren, står den mod forventning stadig oprejst og belyst her tredive år efter. Man kan læse om skulpturen og historien bag på: www.skulptur-faaborg.dk

Poul Fischer forklarer om sin interesse for kunst og tryk på sin hjemmeside:

”I 1964 købte min far en gammel skole i Rynkeby ved Ringe og flyttede sit bogtrykkeri hertil fra Odense, hvor vi ellers boede. Om aftenen gik jeg i trykkeriet og begyndte at rode lidt med trykfarver på de store litografiske sten, som trykkerne benyttede til at blande farve på.  Til at begynde med lavede jeg monografier, det vil sige, at jeg lavede motivet på stenen og så trak det over på et stykke karton. Der kunne aldrig blive to, som var nøjagtigt ens. 
Senere malede jeg videre på motivet på kartonen - og det førte så efterhånden frem til, at jeg sprang stenen over og udelukkende spartlede mine billeder på karton. 
Teknikken er stort set den samme i dag. Trykfarve på karton. Trykfarver har den egenskab, at de er lacerende, gennemskinnelige, så man kan se de underliggende lags farver. 
Lyset i billederne kommer så at sige underfra, fra den hvide karton, og billedet vil ændre sig, alt efter, hvor meget lys det får.”

Læs mere på: www.poulfischer.com

Udstillingen kan besøges i bibliotekets betjente åbningstid.

Kontakt evt. biblioteket inden besøg, da salene kan være optaget.