Om dette arrangement

Tid
10:00 - 17:00
Pris
Gratis
Bibliotek
Målgruppe
Voksne
Udstilling

Grafiker Jeanette Thorup og billedvæver Mette Hansen udstiller i Store Sal

18.01.24 - 19.03.24
Grafik og tekstil forenes i én samlet fortælling, når kunstnerkollegaerne Jeanette Thorup og Mette Hansen udstiller i Store Sal.

Billedvæver Mette Hansen og grafiker Jeanette Thorup har kendt og fulgt hinanden i snart 20 år. Side om side har de arbejdet med hver deres kunstneriske udtryk bl.a. i det professionelt arbejdende kunstnerfællesskab PABiAK. De har tidligere med stor succes præsenteret deres arbejde i fællesudstillinger, men det er første gang de udstiller i Store Sal på Ringe Bibliotek.

De forklarer selv, at deres liv og arbejde er forbundet i det menneskelige såvel som det billedlige sprog, og at oplevelser af den mangfoldige natur og følelsen af stor taknemmelighed kendetegner deres relation. På udstillingen kommer relationen til udtryk gennem værkerne. Materialerne spænder over tråd, papir, pastel, akvarel, tusch, blyant og tryksværte, og på trods af arbejdets forskellige teknikker og materialer skabes en fælles fortælling i ét samlet grafisk udtryk.

Om Mette Hansen:

Mette Hansen er uddannet fra Den Danske Husflidshøjskole, hvor hun blev færdig på vævelinjen i 1984. Over mange år har hun udforsket og forfinet håndværket og har deltaget i censurerede udstillinger i Danmark såvel som i udlandet. Udgangspunktet for hendes tekstile værker er naturen og specifik sten og de linjer, farver, former, skygger og teksturer, som naturen selv skaber. Disse omsætter hun direkte i sin kunst gennem affotograferinger eller akvarel for at skabe skabelonen for sine vævede tæpper.

Om Jeanette Thorup:

Jeanette Thorup er uddannet reprofotograf og senere i 1990, som grafisk designer fra “Den Grafiske Højskole” (siden 2008 “Danmarks Medie- og journalisthøjskole”). Hun har i dag egen grafisk tegnestue, hvor hun arbejder med bl.a. bogdesign og forskellige undervisningsmaterialer. Ved siden af holder hun kurser i eget værksted med undervisning i tryk i forskellige grafiske teknikker. Hun er medlem af Fyns Grafiske Værksted og har solo som i fællesskab med andre kunstnere udstillet i ind- og udland. Jeanette Thorups grafiske design og illustrationer samt foto er brugt i forbindelse med flere bogudgivelser, og en række mindre håndlavede artistbooks vil kunne opleves på udstillingen.

Læs mere om udstillerne og se et udvalg af deres værker på www.jeanettethorup.dk og www.mettevinterfugl.dk

Besøg kunstnerfællesskabet PABiAK på deres hjemmeside www.pabiak-kunst.dk

Udstillingen åbnes med fernisering torsdag den 18. januar kl. 16.00, hvor begge udstillere vil være til stede, og besøgende vil kunne høre mere om deres kreative processer og arbejde. Biblioteket byder på et glas.

Ringe Bibliotek, Store Sal
Torsdag d. 18. januar - tirsdag d. 19. marts
Udstillingen kan besøges i bibliotekets betjente åbningstid.

KONTAKT GERNE PERSONALET INDEN BESØGET, DA SALENE KAN VÆRE OPTAGET – TELEFON 7253 8150